Nogle gange er beskeden fra optiker og øjenlæge, at der ikke er noget at gøre ved det nedsatte syn. Stærkere briller er ikke længere en løsning, og en operation eller medicinsk behandling vil heller ikke kunne forbedre synet. Men når mulighederne virker udtømte, kan der stadig være hjælp at hente.

Luplineal (modelfoto)
Af Kay Wernersen, specialoptiker på Kommunikationscentret i Hillerød
Heldigvis er mange nye opdagelser på vej, som vil kunne lindre de øjenlidelser, der ofte indtræder med den sene alder. Heriblandt de hyppigt forekommende aldersrelaterede pletter på nethinden, også kaldt AMD. Der forskes med både injektioner, medicin og mikrochip under nethinden.
Mens vi venter på disse nye muligheder, er det en god idé at konsultere et kommunikationscenter, hvor der er ansat svagsynsoptikere som kan udmåle særlig tilpasset optik og synskonsulenter som kan vejlede i, hvordan man bedst udnytter sit syn, så det bliver muligt at se flere ting i hverdagen.
Kikkertsyn
Jenny er en gæv dame på 95 år, der klarer alt selv i dagligdagen. Jenny har en nethindesygdom, der betyder at hun har kikkertsyn. Hun kan se lige frem, men ikke til siderne og hendes syn er desuden nedsat med ca. 70 pct. Det gør det svært at færdes udenfor, købe ind og at skelne linjerne fra hinanden ved læsning. Jenny er også meget lysfølsom, men almindelige solbriller er alt for mørke.
Efter at have henvendt sig til et kommunikationscenter, får Jenny besøg af en synskonsulent. Konsulenten hjælper Jenny med nogle teknikker, der kan anvendes i hjemmet. Hun får også råd og vejledning til hvilket lys, hun kan se bedst muligt ved. En svagsynsoptiker laver en synsafprøvning, og finder frem til en kombination af forskellig optik, som kan støtte Jennys syn.
Læser alt med luplineal
Særlige briller med gul-orange filterglas viser sig fungere fint. De hjælper ikke blot på lysfølsomheden, men gør at Jenny kan se kontraster bedre. Og det er f.eks. godt når man læser. Når brillerne anvendes sammen med en luplineal, der også hjælper på forstørrelsen af teksten, er det lettere for Jenny skelne linjerne og de små bogstaver fra hinanden.
Jenny selv er godt tilfreds:
Brillerne med det farvede glas gør det mindre trættende at læse. Ikke mindst luplinealen er for mig en stor, stor opfindelse. Jeg kan læse alt hvad jeg lægger under linealen og have styr på linjerne.

