Kommunikationscentret har fået tre eksaminerede Talking Mats-undervisere, der er blevet akkrediteret i Skotland. Vi afholder Talking Mats-kursus i april for speciallærere, -pædagoger mv., tilmeldingsfrist d. 31. marts.
Talking Mats er en struktureret og billedbaseret interviewmetode, som danner en overskuelig ramme for samtale. Metoden er udviklet på Sterling Universitet i Skotland af to forskere indenfor ASK (=AAC) Joan Murphy og Lois Cameron.
Kommunikationscentret tilbyder kurser i Talking Mats. Kurserne afholdes helt i overensstemmelse med udviklernes erfaringer og kriterier for kursets opbygning. Endvidere er Sterling Universitetets copyright for Talking Mats overholdt.
Se mere om Talking Mats-kurser her.
Lidt om metoden:
Med Talking Mats kan man kvalificere brugerinddragelsen; støtte mennesker med kognitive og/eller kommunikative funktionsnedsættelser i at opnå øget med- og selvbestemmelse, reflektere over eget liv, udtrykke synspunkter og ønsker, træffe beslutninger, sætte sig mål m.v. Metoden støtter overblikket over, hvad man svarer på og hvad man har svaret.
Metoden har i adskillige forskningsbaserede undersøgelser vist sig at være særdeles betydningsfuld for en bred vifte af mennesker. Velegnet til mennesker med kognitive og/eller kommunikative funktionsnedsættelser som følge af bl.a. CP, udviklingshæmning, autisme, afasi, demens, anden medfødt/erhvervet hjerneskade.
Forudsætningen for et vellykket Talking Mats-baseret interview er en kompetent interviewer.

