Tools

Kommunikationscentret Hillerød

You are here: kc-hil.dk » Det sker » Nyt » Udviklingshæmmede skal have hjælp til at tale om sorg
Friday, den 18. May 2012

Udviklingshæmmede skal have hjælp til at tale om sorg .

E-mail Print
There are no translations available.

Ikke et ord om døden. Sådan hedder et nyt projekt, der skal få beboere og personale på botilbud for voksne med funktionsnedsættelser til at tale om sorg og tab. Målet er, at mindst halvdelen af landets ca. 800 botilbud har en sorgplan om ti år.

 

Kort tid før sin 36 års fødselsdag mister Peter sin mor. Peter bor på et botilbud og er, hvad man i daglig tale kalder udviklingshæmmet. Hans kognitive udvikling svarer til et fem-årigt barn. Da pædagogerne fortæller ham, at ”mor er gået bort og kommer ikke på besøg mere”, er der først ikke nogen reaktion at se på Peter. I tiden efter virker han mere optaget af, hvordan han så får den mp3-afspiller, mor lovede ham i fødselsdagsgave. Derfor tænker pædagogerne, at han nok skal komme sig: Der er ingen grund til at tale videre om det.

Eller er der?

 

Alle mennesker skal have lov til at tale om sorg

Fra Kommunikationscentret i Hillerød og Kræftens Bekæmpelse er meldingen klar: Jo, der er! Vi både kan og skal turde tale med mennesker om tab og sorg. Også når mennesket har betydelige funktionsnedsættelser.
- Mange kan have svært ved at give udtryk for deres savn og forstå, hvad et abstrakt begreb som ”død” er. Men vi ved gennem forskning, at også mennesker med svære kognitive vanskeligheder sørger, og at en manglende sorgbearbejdning kan medføre en varig depression, siger Stella Thomsen fra Kommunikationscentret

 

Mange som ”Peter”

Historien om Peter bygger på en virkelig historie, men navnet er ændret. Der bor omkring 11.500 voksne med funktionsnedsættelser på landets omkring 800 botilbud. Voksne, som pga. deres handicap er særligt udsatte for at opleve død og tab. Blot et mindre antal af disse botilbud vurderes at have en nedskrevet handleplan ved dødsfald. Og det gør støtten til sorgbearbejdning vilkårlig.

Kommunikationscentret og Kræftens Bekæmpelse iværksætter projekt

Det har fået Kommunikationscentret og Kræftens Bekæmpelse til at iværksætte projektet ”Ikke et ord om døden”, der skal hjælpe personalet på botilbud til at udvikle sorgplaner. Sorgplanen består af en beredskabsplan for sorghåndtering – hvem gør hvad, hvornår og hvordan. Derudover rummer sorgplanen en værktøjskasse i form af et vejledningshæfte samt forskellige redskaber, der kan gøre det muligt for personale og beboere at kommunikere om dette svære emne.

 

Følelser og ord skal have hjælp

Projektet bygger bl.a. på materiale fra Kræftens Bekæmpelses OmSorg-projekt målrettet børn. Erfaringerne herfra viser, at det kan nytte at arbejde med sorgbearbejdning i vuggestue- og børnehavealderen.
Men det kræver adgang til konkrete redskaber og anvendelse af tilpassede metoder. Voksne med udviklingshæmning har på samme vis brug for støtte til at sætte ord på deres sorg.

- Hvis en person ”ikke vil” tale om sorgen, vil jeg hellere stille mig spørgsmålet: ”Kan han tale om den?”, siger Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse

Projekt ”Ikke et ord om døden” varer 1 år og afsluttes med en konference om sorg og funktionsnedsættelser i september 2009. Projektet støttes af Sygekassernes Helsefond og VISO.

 

Kontakt:
Kommunikationscentret (www.kc-hil.dk), Skansevej 2D, 3400 Hillerød, tlf. 48242200.
Kræftens Bekæmpelse (www.cancer.dk), Strandboulevarden 49, 2100 København Ø, tlf. 35 25 75 00


OmSorgsplaner

  • En rundringning på 100 bosteder viste, at 33 procent havde en nedskrevet handleplan ved dødsfald.

 

  • 95 procent af landets folkeskoler har en OmSorgsplan.

 

  • 70 procent af daginstitutionerne har en OmSorgsplan

 

Læs mere om projektet her på hjemmesiden: