
Arbejder du med mennesker med store funktionsnedsættelser? Så er denne uddannelse måske noget for dig. Læs mere om uddannelsen her.
Flere specialpædagogiske personalegrupper vælger at gå på kursus for at få større viden om de uanede muligheder informations- og kommunikationsteknologien (IKT) har at tilbyde mennesker med kommunikationsvanskeligheder. Kommunikationscentret er for femte gang medarrangør af et uddannelsesforløb, der sigter mod at gøre deltagerne til særlige videnshavere og formidlere indenfor kommunikation og leg med IKT som hjælpemiddel.
Af This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , konsulent i Videns- og Formidlingsenheden (VIFO) på Kommunikationscentret
Til efteråret er der opstart for endnu et uddannelsesforløb med temaet: Kommunikation og leg med IKT som speciale. Uddannelsen er tilrettelagt i et fagligt samarbejde mellem Kommunikationscentret i Hillerød og Hjælpemiddelinstituttet i Århus. Uddannelsesforløbet har en varighed på halvandet år og er fordelt over ti undervisningsdage. Målgruppen er specialpædagogisk personale fra dag- og døgntilbud for mennesker med store funktionsnedsættelser.
Hvorfor en uddannelse i IKT?
Computeren er den enkeltgenstand, der kan kompensere mest for flest. Hvis man tager disse ord for pålydende, er netop gruppen af mennesker med store funktionsnedsættelser blandt de, der især bør have adgang til teknologi i hverdagen. Men ofte er det ikke tilfældet, og der er adskillige forklaringer på dette.
Den væsentligste grund er at nøglepersoner i nærmiljøet mangler viden om IKT og IKT i relation til målgruppen. Det kan være, at man ved for lidt om de kompensatoriske muligheder, der ligger i teknologien og de produkter, der er udviklet til alternativ betjening af computeren. Eller, at man ikke er indforstået med, at IKT-løsninger løbende fordrer opbakning og individuel assistance for at kunne fungere hensigtsmæssigt for den enkelte bruger. Det kan også være, at man mangler forståelse for, at elektroniske kontakter er betydningsfulde sociale kontakter - også for mennesker med funktionsnedsættelser.
IKT-uddannelsen er en oplagt mulighed for at ændre positivt på såvel viden som holdninger.
Hvad lærer deltagerne på uddannelsen?
Uddannelsen sigter på at udvikle den specialpædagogiske IT-kompetence og give deltageren tilstrækkelig viden om kompenserende teknologi til at opbygge miljøer, hvor kommunikation, leg og udvikling med IKT som hjælpemiddel bliver en naturlig del af hverdagen.
Tidligere deltagende specialinstitutioner melder samlet tilbage om en kraftig opprioritering af anvendelsen af IKT som hjælpemiddel.
Uddannelsen har givet dem følgende kvalifikationer:
Opdateret teoretisk viden om kommunikation.
Indgående viden om og holdninger til de muligheder IKT kan give den enkelte i forhold til aktiv deltagelse, kommunikation og leg.
Gode færdigheder i anvendelse af IKT som hjælpemiddel til leg, beskæftigelse og kommunikation.
Uddannelsen har yderligere givet deltagerne kompetencer, som gør dem i stand til:
At vurdere, beslutte og iværksætte nye kommunikative tiltag i forhold til den enkelte.
At undervise, rådgive og vejlede kollegaer i IKT’ens anvendelsesmuligheder i forhold til kommunikation, beskæftigelse og leg for personer med store funktionsnedsættelser.
Uddannelsens form
Vi lægger stor vægt på, at de studerende formidler den viden samt de færdigheder og holdninger, de tilegner sig i løbet af uddannelsen. Der forventes, at man deltager aktivt på den tilknyttede e-konference og at man udfører ”hjemmeopgaver”. Opgaverne kan være i form af projekter med børn eller voksne fra deltagernes arbejdsplads, projekter i forhold til kolleger samt oplæg til undervisningsdagene.
Vi stiller i uddannelsesperioden et betydeligt antal specialpædagogiske programmer til rådighed. De benyttes i undervisningen og forventes også at blive anvendt i dagligdagen på bo- eller dagtilbuddet.
Krav til deltagerne
Deltagerne skal i hele uddannelseforløbet have adgang til en pc og et digitalt kamera.
Deltagerne skal have mulighed for at gå på internettet og læse e-mail.
Deltagerne skal have et grundlæggende kendskab til pc-brug.
Deltagerne skal have adgang til de nødvendige alternative betjeningsredskaber i hverdagen.

