Jack, 39 år, og Tanja, 31 år, har to ting til fælles: Troen på egne evner og lysten til et arbejdsliv på trods af fysiske begrænsninger. De valgte begge at sætte sig et mål og gå efter det, og i dag har de hver især den beskæftigelse, de stræbte efter. I et interview har jeg spurgt dem om, hvad dét at have noget at stå op til hver morgen betyder og hvad der skulle til for at de kunne nå deres mål.
Af This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , kommunikationsmedarbejder
Jack:
For to år siden var Jack ikke længere i stand til at passe sit job som portør i genoptræningen på Esbønderup sygehus. Hyppige og tilbagevendende øjenbetændelser havde belastet hans syn gennem mange år, og en ny synsprøve viste, at Jack havde ca. 10 % af det fulde syn tilbage. Jack havde nu flere arbejdstimer end hvad synet kunne magte, og kroppen sagde fra.
”Når jeg kom hjem lå jeg bare på sofaen og havde ondt i hovedet. Jeg var rigtigt fysisk træt”, husker Jack.
I jobbet indgik bl.a. fysisk at støtte svage patienter, og det var det for risikabelt at fortsætte med. En kompliceret øjenlidelse skaber overtryk i Jacks øjne, og fysiske anstrengelser kunne få de mange sprøde blodkar til at briste, vurderede lægen. Derfor skulle en del af hans arbejdsfunktioner skiftes ud mod andre.
Kontakt til A-teamet og Kommunikationscentret
På arbejdspladsens opfordring tog Jack kontakt til A-teamet på Reva Trollesbro arbejdsfastholdelsescenter. Her talte han med en virksomhedskonsulent om ansættelses- og arbejdsforhold, lønaftaler m.v. Eftersom arbejdsfastholdelsen vedrørte et synshandicap blev Kommunikationscentret koblet på sagen. En synskonsulent fra Kommunikationscentret tog ud på arbejdspladsen for at afprøve lysforholdene, og en it-konsulent vurderede, hvordan Jack bedst kan kompensere for sit dårlige syn, når han skal bruge computer. Derefter bevilgedes de nødvendige foranstaltninger og it-hjælpemidler. Under hele forløbet stod socialrådgiveren fra Kommunikationscentret til rådighed med rådgivning til både Jack og hans bopælskommune.
I fleksjob
Takket være et godt samarbejde mellem alle involverede parter, er Jack i dag i en fleksjobstilling med nye arbejdsopgaver og en arbejdstid på tre timer pr. dag. Han reparerer og servicerer hjælpemidler såsom kørestole og rollatorer og er ansvarlig for bestilling og registrering af reservedele.
Tanja:
”I sommeren 2004 fik jeg en hyletone i øret, som generede mig og fik mig til at spise piller. Jeg havde sporadiske sygedage, hvor jeg nærmest havde migræne. Måske først en dag om ugen, siden to og til sidst var den der hele tiden”, fortæller Tanja.
Hvad det var, der udløste tinnitussen, ved hun ikke, men hun mistænker, at det var en kombination af psykisk stres og fysisk belastning. På det tidspunkt arbejdede Tanja som dagplejemor. Et barn, der skulle ”køres ind”, som skreg og græd uden ophold. En mand der satsede alt på karrieren. En familie med to små børn, som Tanja oplevede, at hun havde eneansvaret for. Mere skulle der ikke til.
Begrænsede jobmuligheder
Da Tanjas mand pludselig blev ramt af en blodprop i hjernen, havde Tanja allerede været syg i tre måneder. At der nu var to syge, satte yderligere pres på familien. Snart lå Tanja i skilsmisse og skulle til at begynde et nyt liv som alenemor.
Fremtidens økonomiske situation syntes mørk. Tanja kunne ikke tage et hvilket som helst job. Hun skulle helst undgå larmende miljøer og stres på grund af tinnitussen. Som enlig med to børn og uden et netværk var hun heller ikke fleksibel med hensyn til arbejdstider. Tanja søgte revalidering til omskoling, men fik afslag.
Under uddannelse
Men Tanja opgav ikke sin fremtidsdrøm. Hun valgte studiet til sygeplejerske og et liv på SU.
”Selvom man er langt nede, må man gøre sig til pilot i eget liv. Jeg rådførte mig bl.a. med en psykolog, som vurderede at jeg kunne klare et studie, men at jeg ville få brug for noget notatteknik. Min tilstand af stres havde fået negativ indvirkning på hukommelsen”, siger hun.
Når funktionsnedsættelsen ikke er det centrale
Forudsætning for et aktivt og deltagende liv med en kommunikationsvanskelighed er selvfølgelig, at der kompenseres for handicappet. Men selve funktionsnedsættelsen er ikke altid det centrale for den, der rammes af den. For Tanja var det hverken tinnitussen eller dét at hun ydermere fik konstateret hørenedsættelse på det ene øre, der rev tæppet væk:
”Tinnitus forholder man sig til, det er alt det andet, der kommer til at fylde. Hvordan skal man kunne forsørge sig selv og sine børn? Skal man blive arbejdsløs, førtidspensionist? Jo mere man har i hovedet, jo sværere er det. Får jeg meget stres, så får jeg meget tinnitus. Så kører det nedad.”
Svært at finde rundt i systemet
For bedre at håndtere tinnitussen har Tanja bl.a. fået rogivende naturlyde, som hun kan sove ind på og hørepædagogisk vejledning. Vejledningen har været vigtig for Tanja, men selv mener hun, at hjælpen til det praktiske i forhold til hendes samlede sociale situation har været det altafgørende.
”Hvis man aldrig har brugt systemet før, så er det en stor jungle, for hvor skal man henvende sig?”, siger hun og er særligt taknemmelig for, at Kommunikationscentrets socialrådgiver har hjulpet med at skrive ansøgninger til revalidering, legater og lignende.
Søg hjælp
Både Tanja og Jack vil råde andre i samme situation til at søge professionel rådgivning - og gerne flere steder. Det kan være hos kommunen, en brugerorganisation og andre, der kan yde rådgivning om arbejdsfastholdelse og revalidering.
Jack er fx blevet medlem af Dansk Blindesamfund, noget han først vægrede sig mod:
”Det var en stempling af mig selv som blind. Men det var også en måde at åbne mine øjne på. Jeg fandt ud af at de kunne hjælpe mig med en masse ting”, siger Jack, som opdagede, at dét at erkende sit handicap, meget vel kan bidrage til at styrke ens samlede ressourcer.
Grundig information giver flere muligheder
Som hjælpsøgende er det vigtigste ifølge Tanja, at man så tidligt som muligt bliver informeret om alle de tilbud, man kan få. Også selvom man ikke er parat til at forholde sig til dem.
Jack har samme holdning:
”Sætter man sin lid 100 % til noget, så er det jo også et større nederlag, hvis det ikke fungerer.”
Jack fortæller, at han har et andet kort i ærmet, hvis han af en eller anden grund ikke kan fortsætte i sit fleksjob som portør:
”Jeg vil læse til massør. Det var Susanne [socialrådgiveren på Kommunikationscentret, red.] der for et par år siden introducerede mig for denne mulighed. Hun vidste, at Instituttet for blinde og svagsynede har en massøruddannelse.”
Det gode forløb
Og sådan mener Jack, at et godt sagsforløb bør kendetegnes - ved gensidig indsats og samarbejde.
”Jeg har ikke lænet mig tilbage og sagt: Jeg kan ikke noget. Til mødet med kommunen, lavede jeg en liste over de arbejdsfunktioner, som jeg forventede at jeg stadig kunne varetage. Den lagde jeg på bordet. Og selvfølgelig er det legalt for kommunen at sige: Er du sikker på du ikke kan tage dem her også? Og så kan det komme an på en prøve. Men det kræver, at det er legalt, at du selv spiller med og stiller nogle krav”, siger han.
Betydningen af at være beskæftiget
Tanja og Jack er enige om, at de ikke kan være foruden den beskæftigelse, som de har i dag.
”At have den sociale kontakt til kollegaer; at have fornemmelsen af, at man giver sin hverdag noget indhold og at føle, man gør en forskel - det synes jeg har været utroligt vigtigt for mig”, siger Jack.
Tanja, som nu er inde på sit andet studieår, er heller ikke i tvivl om sit valg:
”Pengene må komme i anden ende. Det er det her, der får mig til at blomstre og holde mig oven vande. Jeg har mødt andre mennesker; jeg kan se, at jeg duer til noget og at hjernen fungerer. Selvom ørene piber og økonomien ikke er der, så fungerer jeg”, siger hun.