Lange funklende perlekæder af ’guld’. Tøjdyr der piber. Når syns- og småbørnskonsulent Anne Birgitte Sørensen tager på hjemmebesøg er kufferten pakket med pirrende ting, der ville give ethvert barn store øjne. Men dette legetøj er ikke bare for sjov, det har et ganske særligt formål. For 1-årige Camilla er det redskaber, som skal bruges for at teste hendes syn i relation til hendes generelle udvikling.
Den grå kasse hjælper Camilla med at holde fokus rettet mod det, hun kigger på.
Af This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , kommunikationsmedarbejder
”Hvad siger katten, Camilla?” Synskonsulent Anne Birgitte Sørensen sørger for at fange opmærksomheden hos lille Camilla, som sidder i sin mors skød. I hånden holder hun et tøjdyr, som siger lyde.
”Vil du høre, hvad katten siger? Er du parat?”
Stemmen er lys og ivrig. Og ved lyden af kattens ”mjau” smiler Camilla. Hun skæver lidt forsigtigt op mod synskonsulenten, som ville hun sikre sig, at hun ikke er alene om denne forunderlige oplevelse.
”At Camilla kigger op mod mig er nyt siden sidst. Og det er rigtigt godt,” siger Anne Birgitte Sørensen. ”Det viser, at hun har hvad der kaldes for fælles opmærksomhed, som er et led i barnets generelle udvikling.”
Nedsat synsfunktion
Som nyfødt fik Camilla heftige kramper, der forårsagede iltmangel og en skade i højre hjernehalvdel. Og da Camillas øjne lå fast til højre side, og hun ikke reagerede på forsøg på øjenkontakt, kom familien i kontakt med Kommunikationscentret via øjenlægen. Kommunikationscentrets småbørnskonsulent på synsområdet har derefter jævnligt besøgt familien i hjemmet for at se, hvordan Camilla udvikler sig og give støtte og vejledning til familien.
Stadige fremskridt
I dag er det det 8. besøg, og synskonsulenten kan konstatere, at Camilla gør små, men stadige fremskridt i brugen af sit syn. De hensyn, som familien har lært at tage i forhold til Camillas handicap, har støttet Camillas naturlige udvikling. Og det har givet resultat. Hun er blevet bedre til at styre sit blik og at holde fokus. Og da det trods vanskelighederne med at få kontrol over kropsmotorikken til sidst lykkes hende at få fat i den lange guldkæde fra synskonsulentens kuffert, giver hun ikke slip.
Anne Birgitte forklarer, hvordan familien i dagligdags situationer på samme vis som i situationen med tøjkatten kan opbygge Camillas forventning og forståelse for, hvad der skal ske ved at kombinere tale, mimik, lyde og konkreter. ”Er du sulten?” kan fx suppleres med at slå lidt med skeen mod bordet, hver gang der skal spises.
”Men af hensyn til Camillas syn p.t. skal tingene tæt på. Helst ikke længere væk end ca. 30 cm,” forklarer synskonsulenten.
Vejledning efter familiens behov
Hvad synskonsulenten lægger vægt på er forskelligt fra gang til gang. Vejledningen afhænger i høj grad af familiens egne funderinger og spørgsmål. Camillas mormor, som er på besøg, spekulerer på, hvad familien kan gøre for at få Camilla interesseret i ting omkring hende.
Synskonsulenten forklarer, at Camilla har brug for støtte til at fokusere og fastholde blikket for at kunne skelne genstandene fra hinanden. Først derefter vil hun have mulighed for at opbygge en forståelse for, hvad det er hun ser.
”Og derfor er det vigtigt at give tid til fordybelse og ikke at overstimulere med for mange ting samtidigt,” siger hun.
'Det grå rum'
Anne Birgitte aftaler med familien, at hun til næste vejledningsgang vil introducere Camilla for ’det grå rum’ - en kasse, der placeres omkring barnet for at begrænse synsstimuli. Kassens grå vægge vil give den ro, der skal til, for at Camilla skal kunne koncentrere sig om sit legetøj og ting, der skal udforskes.
Mette synes, at Anne Birgittes besøg har betydet meget for familiens bevidsthed om Camillas behov.
"Når man ikke ser så godt, som Camilla ikke gør, så skal de ting man ser på, fx lyses op. Det tror jeg ikke selv, vi havde tænkt på. Og i forhold til legetøj med lyd, kontraster og farver, så er der helt sikkert ting, vi har anskaffet os på anbefaling af Anne Birgitte, som vi ellers ikke ville have gjort,” siger Mette om vejledningen.
Allround synsvejledning
Familien har bl.a. fået rådgivning og vejledning om pasningstilbud og institutionsplads. Men også om familieophold på Refsnæs og tilbud der kan støtte Camillas videre udvikling. Og så har de fået tilbudt ledsagelse til øjenlægen.
”Det har været af stor betydning, at vi har haft én, der kom, som vi vidste, vi kunne spørge om hvad som helst. Én der kender systemet. Vi tænkte det meget synsspecifikt i starten, men siden da er vi kommet ind på mange ting. Du har været meget allround,” siger Mette henvendt til Anne Birgitte.
Glad for tidlig indsats
Til foråret skal Camilla starte i specialebørnehave med erfaring med synshandicappede børn. Her bliver hun tilknyttet en fast fysioterapeut, som skal træne Camillas motorik. Synskonsulenten vil fortsat have kontakt med familien og yde vejledning til specialbørnehaven.
Uden den samlede støtte, familien har modtaget undervejs, ville livet helt sikkert have set anderledes ud, mener Mette. Hvordan tør hun ikke tænke på.
”Det er en hård situation at komme igennem. Og vi er glade for at man fra tidligt tidspunkt, også på sygehuset, har været opmærksomme på, at Camilla havde et synshandicap,” siger hun.
Man kan ikke spørge for meget
Men selvom der er hjælp at få, mener Mette, at der stadig ligger et stort ansvar på forældrenes skuldre. Og på spørgsmålet, hvad hun vil råde andre familier i samme situation til, svarer hun:
”Jeg tror egentlig, at det bedste råd, jeg kan give, er, hurtigst muligt at prøve at acceptere barnets situation og ud fra det komme videre med, hvad der kan hjælpe barnet. For Camillas vedkommende synsmæssigt og motorisk især. Hellere være opsøgende og spørge både kommunen og hospitalet. I stedet for at gå for længe og håbe på at tingene sker af sig selv. Man kan ikke spørge for meget i den situation.”