Tools

Kommunikationscentret Hillerød

You are here: kc-hil.dk » Det sker » Nyt » Nyt erhvervsrettet tilbud til mennesker med erhvervet hjerneskade
Friday, den 18. May 2012

Nyt erhvervsrettet tilbud til mennesker med erhvervet hjerneskade .

E-mail Print
There are no translations available.

deltagere på hold

Mål

Det erhvervsrettede tilbud sigter bl.a. mod, at deltageren får...
- afklaring på fremtidig beskæftigelse
- et optimalt funktionsniveau – kognitivt, socialt og kommunikativt
- gode arbejdsvaner og strukturer i arbejdsdagen
- et selvstændigt og meningsfuldt arbejds-, familie- og fritidsliv

I efteråret 2007 introducerer Kommunikationscentret et nyt tilbud til voksne med erhvervet hjerneskade. Tilbuddet er tværfagligt og målrettet mennesker med let-moderat hjerneskade i den erhvervsaktive alder. Gennem genoptræning af kognitive funktioner er målet at gøre deltageren i stand til at varetage et arbejde eller være virksom i anden type beskæftigelse.

Af This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , kommunikationsmedarbejder

Nedsatte sproglige og kognitive funktioner er i varierende grad typiske følger af en hjerneskade. Følger der indvirker forskelligt i menneskers liv. Tab af erhvervsevne er en følgevirkning, der som regel har store konsekvenser for livskvaliteten.
”Vi har set et behov for en mere intensiv tværfaglig rehabiliteringsindsats, hvor fokus er på muligheden for at genoptage et erhverv, og det ville vi gerne imødekomme”, siger Anni Andreassen, leder for Afdelingen for erhvervet hjerneskade.


Afklaring af beskæftigelsesforhold

Det erhvervsrettede tilbud er et heldagsforløb i 1-2 dage om ugen i 20 uger.
Undervisningens mål er, at deltageren lærer at håndtere hjerneskadens konsekvenser for arbejdsevnen. Dels gennem træning, der sigter på at generhverve tidligere dagligdags færdigheder og dels ved at deltageren får lært at kompensere på de områder, hvor genoptræning ikke er mulig.
Afprøvningen af færdigheder i forskellige situationer giver også større afklaring af egne evner i forhold til fremtidig beskæftigelse.

”Ønsker deltageren at fastholde sit erhverv? Er der behov for at komme i anden beskæftigelse? Og hvis arbejdsmarkedet ikke er et alternativ – på hvilken måde kan den enkelte få et liv med så få begrænsninger som muligt? Tilbuddet giver hjælp til at finde svar på disse spørgsmål”, siger Anni Andreassen.


Flere tilbud, ét program

Tilbuddet er sammensat af flere forskellige undervisningstilbud i et skræddersyet program. Undervisningen foregår primært i hold. Dog stadig med mulighed for eneundervisning, og altid med et individuelt mål for øje.

Der er hold med særligt fokus på samtale og socialt samspil for personer med henholdsvis højre- og venstresidig hjerneskade. Der er hold med kognitiv træning, dvs. træning af hukommelse, koncentration, struktur og planlægning og hold målrettet personer med neglekt-problemer. Og så er der hold med (gen)optræning af IT-færdigheder.

Om formiddagen arbejder deltagerne med færdigheder og kompenserende strategier.
Eftermiddagen er sat af til IT, eventuel eneundervisning eller træning på egen hånd. Her er der også mulighed for at deltage på hold med fokus på krop og bevægelse.


Bevægelsestræning som ’hjernegymnastik’

Bevægelsesaktiviteter udbydes som middel til genoptræning af kognitive funktioner. Eksempler på sådanne holdaktiviteter er idræt, spil, stemme-træning og afspænding. Personen med hjerneskade lærer sin ændrede krop og hjerne at kende i forhold til såvel begrænsninger som udtryksmuligheder. Øvelserne er tilpasset den enkelte og handler også om dét at turde handle og afprøve nye aktiviteter i forskellige sociale sammenhænge.
Holdet arbejder med at overføre det genvundne mod og kompetencen til at handle proaktivt på andre områder såsom arbejdsliv, fritids- og familieliv.


Tværfagligt integreret tilbud

Ved siden af undervisningen, som varetages af speciallærere og talepædagoger, kan eleverne få erhvervsrådgivning og vejledning af Kommunikationscentrets socialrådgiver. Husets øvrige afdelinger og ekspertise står til rådighed efter behov: neuropsykolog, læse- og teknologikonsulenter, optiker, syns- og hørekonsulenter. Tværfaglig bistand aftales individuelt. Det samme gælder for samarbejdet med den enkeltes arbejdsplads og bopælskommunen.

Det tværfaglige tilbud er opstået i erkendelsen af, at der er behov for støtte og genoptræning som en helhedsorienteret indsats i samarbejde med kommunerne, og kommunikationscentret påtager sig gerne en sagskoordinerende funktion efter aftale med kommunen.


Bedre koordination af eksisterende tilbud

”Målgruppen har brug for forskellige tilbud, der skal prioriteres i forhold til hinanden. Her er timingen en vigtig faktor - det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt”, mener Anni Andreassen.
Hun ser gerne, at der skabes bedre koordination mellem viften af tilbud til voksne med erhvervet hjerneskade. Også i forhold til brugerorganisationernes område.
”Er der brug for opfølgende tilbud? Hvilke tilbud findes? I dag er der huller mellem brugerorganisationernes tilbud og vores tilbud under Lov om Specialundervisning for Voksne”, siger hun.

 

Før sommerferien tog Kommunikationscentret, Hjerneskadeforeningen og HjerneSagen initiativ til et fælles møde. Anni Andreassen håber på, at mødet vil være det første skridt mod et mere intensivt netværkssamarbejde.
”Sigtet er at fylde hullerne ud med løbende udveksling af viden om, hvad vi hver især kan byde ind med i forhold til brugernes behov”, siger hun.


Klik her for at se de enkelte tilbud under afdelingen for erhvervet hjerneskade.