Tools

Kommunikationscentret Hillerød

You are here: kc-hil.dk » Det sker » Nyt » Ikt-arbejde i fuld flor
Friday, den 18. May 2012

Ikt-arbejde i fuld flor .

E-mail Print
There are no translations available.

Bostedet Blomsterhusene i Gentofte kommune har i efteråret afsluttet et halvandet års projektforløb i implementering af informations- og kommunikationsteknologi til gavn for stedets 40 beboere, hvoraf mange helt eller delvist mangler talesprog. Forløbet har budt på udfordringer, men mest af alt stor glæde og nye muligheder.

 Anne-Marie

En glad vinder.
Annemarie har deltaget i en konkurrence med sin personlige historie om, hvad mailprogrammet Herbor betyder for hende. Hun vandt førstepræmien, et kamera, og fik publiceret sin historie på nettet – læs den på virksomhedens Flexsus hjemmeside.

 

tavle1

Annemaries strukturtavle

Skab succesfuld implementering af ikt
- 4 råd fra Blomsterhusene:
• Indret en ikt-arbejdsplads dér, hvor brugerne er samlet.
• Gør ikt-hjælpemidlet personligt.
• Tænk langsigtet og sæt tid af. Også efter at projektet er afsluttet.
• Ledelsen skal vise vej.

Af This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , kommunikationsmedarbejder, Kommunikationscentret

 

”Hver dag.” Ordene formuleres langsomt og med stor koncentration.


Der er ingen tøven hos Annemarie, da hun svarer på spørgsmålet om, hvor ofte hun vil kunne tjekke og sende mails til venner og familie. Men kan det nu lade sig gøre? Som det er nu, går Annemarie ind på sin mail en gang om ugen, og hvis hendes ønske skal opfyldes vil det kræve at personalet er villige til at omprioritere en smule i deres daglige rutiner. Teamlederne Jannie Frost og Lotte Jørgensen fra husene ”Orkidéen” og ”Rosen” mener, at det nok skal være en mulighed for, at Annemarie, en kort stund hver dag får støtte til at gå på computeren.


Ikt for bedre kommunikation

Annemarie har spastiske lammelser og sidder i en kørestol, som hun selv styrer med en 0/1-kontakt. Gennem det sidste år har hun og andre beboere på Blomsterhusene fået flere og flere muligheder for at udtrykke sig og få styrket sociale relationer til venner og familie ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi (ikt).
Annemarie er som de øvrige beboere afhængig af personalets støtte til næsten alt. Kommunikationen ikke mindst. På sit værelse har hun et ugeskema, en strukturtavle med Boardmakersymboler.
Tavlen hænger der for at skabe overblik. Uanset hvem der er på arbejde, er begge parter altid indforstået med hvad der skal ske, hvornår. Og så gør den det muligt at kunne glæde sig, fx til en fødselsdag, mener Jannie Frost.

”Det er nok det, vi er dårligst til - at lade vores beboere glæde sig til noget. For hvad er ’om en uge’? Hvad er ’om to dage’? Det er meget flyvske begreber,” siger hun.


Personlige ikt-redskaber

Jannie har sammen med kollegaen Lotte Jørgensen været tovholdere for projektet på Blomsterhusene. Et projekt som ikke blot har handlet om at give beboerne adgang til teknologi. Teknologien skulle også helst blive en så naturlig del af hverdagen som muligt. Og da beboernes behov er forskellige, har udgangspunktet været personlige ikt-redskaber, særligt udvalgte og tilpasset den enkelte.

Nogle beboere er blevet introduceret til strukturtavler. Andre til elektroniske livshistoriebøger. En beboer har fået hjælp til at komme på Facebook , da hendes familie var på Facebook. En anden med forkærlighed for Kim Larsens musik, har fået computer på værelset og finder selv numrene på Youtube.


I arbejdet med de pædagogiske planer har Blomsterhusene indført billedbaserede interviewmetoder og elektroniske billedbøger. Redskaber som gør den enkelte beboer i stand til at fortælle og få større indflydelse på sit liv. Projektet har også været med til at styrke samværet. I et fællesrum mødes beboere over et slag computerspil – eller så finder de glæde ved at vise feriefotos frem.


Fælles ikt-arbejdsplads

Udfordringen har ligget og ligger stadig i at få teknologien integreret i hverdagen.

”Vi har valgt at lave en computerarbejdsplads i hvert hus, så computeren kan stå fremme, parat til at tages i brug af beboere og personale. Det er forudsætningen. Ellers bliver det for besværligt og løber ud i sandet,” siger Jannie og tilføjer, at der er en hage ved dette ellers fungerende arrangement.

I egen lejlighed kan beboerne godt få lagt internet ind, men i boenhedens fællesarealer, er det kun tilladt at etablere sikker forbindelse ifølge kommunens bestemmelser. Og det koster 10.000 kr. pr. hus.

”Hvis en kommunal netforbindelse skal installeres i hver stue, bliver det alt for dyrt,” siger Jannie. Hun synes, det er ærgerligt at være foruden internet på fællesarealerne: ”Det er jo der beboerne samles for at være sammen.”


Samles for at holde fast

Ved projektstart var der en repræsentant fra hvert hus som deltog. Så stoppede to medarbejdere, og projektet blev sårbart.
Nu skal de to sidste huse få en introduktion til ikt. Gryden skal holdes i kog, og det er projektgruppen, der er ansvarlig for at give viden fra sig.

I kalenderen for næste år er der afsat timer til tværgående møder.
”Jannie og jeg samt en medarbejder fra hvert hus samles hver 6. uge. Gruppen bruges til at gøre status på, hvad har vi lavet siden sidst. Vi får lagt planer for, hvem der tager over, hvis en medarbejder rejser. Samtidig vil nye medarbejdere blive introduceret til de forventninger, vi har til hinanden på ikt-området. Vi samles for at holde fast i hinanden,” siger Lotte.


Høj på kommunikationsteknologi

Og det betaler sig at holde hinanden til ilden. Især i tider, hvor det går trægt.
”I perioden, hvor vi bare var 3 ledere, overvejede vi at sætte det hele på standby. Der var bare så mange opgaver at tage sig af. Men vi blev enige om, at det ville være så ærgerligt, at vælge projektet fra. Det gav os jo så meget energi”, siger Jannie, og får medhold af Lotte, som med et grin indrømmer, at kollegaerne nogle gange synes, at de ”ikke er til at styre”:
”Vi kan godt blive så høje af det, at kollegaerne bliver lidt misundelige på os en gang i mellem.”

 

Fakta om projektet

Gentofte kommune har iværksat ikt-projekter i 12 kommunale specialtilbud. Bostedet Blomsterhusene er et af dem.
Kommunikationscentret har tilrettelagt undervisningsforløbet samt stået for projektstyringen.

 

Læs også artiklen: ”Sproget skyder knop på Blomsterhusene”, april 2010