Hvilken type undervisning og vejledning kan I tilbyde?

Efter behov kan I få undervisning, hvor vejledning og rådgivning indgår. Du og barnets nærmiljø kan få undervisning i Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK). Det er redskaber, metoder og teknologier, som kan støtte barnets kommunikative udvikling.

Vi underviser i:

Tegn til babyer eller lidt større børn med forsinket sproglig udvikling

I lærer, hvordan I kan styrke barnets sproglige udvikling gennem førte tegn til tale, støttetegn og ved at udnytte mimik og kropssprog. Vi giver idéer til at opnå fælles opmærksomhed og til kontaktlege.

Kommunikationsbøger (PODD) til børn med behov for visuel støtte til kommunikation

I lærer at opbygge og anvende en kommunikationsbog, og hvordan kommunikationsbogen kan blive en integreret del af barnets dagligdag.

Tidlig basal kommunikation til spædbørn, der har et medfødt kommunikationshandicap

I får undervisning og vejledning om tidlig kommunikation, og om hvordan kontakten med barnet opbygges og forstærkes. Vi giver blandt andet idéer til kontaktlege og sange, som kan bruges med barnet.

Tegn til tale

I kan få undervisning i Tegn til tale fra begynder til avanceret niveau. I bliver bekendt med totalkommunikation og lærer at anvende Tegn til tale.

Informations- og kommunikationsteknologi 

I kan få undervisning i at anvende det kommunikationsudstyr, som barnet har fået bevilget.

Du kan også tilmelde dig et af vores kurser, hvor du kan lære forskellige apps at kende, og hvordan de kan bruges i en pædagogisk sammenhæng. Du kan lære at håndtere digitale billeder, indtale lydfiler, bruge syntetisk tale eller at fremstille og anvende grafiske symboler.

Læs om vores kurser her.

Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter