Når udviklingshæmmede sørger – en bog om tab, sorg og trøst

31/10-2018 11:25:00
Læs anmeldelse kvinde sidder alene på fliser {intro_billede_value}
Om efteråret kommer bøgerne ned fra hylderne. Det er blevet læsetid. To af vores konsulenter anmelder her en bog om udviklingshæmning og sorg, som udkom tidligere på året.

Af Selena Forchhammer, antropolog og specialkonsulent, og Lone Grieve, ASK-uddannet pædagog og IKT-konsulent, Kommunikationscentret

For år tilbage var Kommunikationscentret sammen med Kræftens Bekæmpelse initiativtager til et projekt om tab og sorg. I fokus var mennesker med sproglige og kognitive funktionsnedsættelser. Projektet resulterede i en værktøjskasse, der skulle hjælpe pædagoger på bo- eller i aktivitetstilbud i at udarbejde sorgplaner og ruste dem i at give støtte til borgere i sorg.

På baggrund af projektet og vores faglige viden om støttende kommunikation har Kommunikationscentret sidenhen afholdt en række kurser i kommunikation om tab og sorg for specialpædagogisk personale.

Derfor er det med stor interesse, vi har læst bogen ”Når udviklingshæmmede sørger” (Socialt Fagforlag 2018). Bogen er skrevet af tidligere leder og pædagogisk konsulent Susanne Hollund og tidligere præst Line Rudbeck.

Sorg er et livsvilkår

Bogen handler om tab, sorg, trøst og omsorg. Sorg ses, i overensstemmelse med moderne sorgforskning, som et alment menneskeligt livsvilkår, der må bæres resten af livet. Dette illustreres med følgende citat: 
”Sorg er et handicap, og sådan et går ikke lige væk. At miste en elsket er en amputation – en afsavning af benet, uden bedøvelse. Det interessante ved at få benet savet af er ikke, at det gør ondt at blive savet i. Det interessante er, at benet ikke vokser ud igen. Det interessante er, at man skal finde en måde at være i tilværelsen på uden ben. At lære at leve med sit handicap er det, den livslange sorg handler om. Og det er langt vigtigere end den første, intense sorg, som alle terapeuterne og resten af samfundet fokuserer på.” (Esben Kjær: Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet i ” Når udviklingshæmmede sørger”.)

Inspiration til det pædagogiske arbejde

Efter en let indføring i sorgteoriens historie, årsager til sorg og reaktioner på sorg er bogen et overflødighedshorn af konkrete pædagogiske redskaber og handlemåder, illustreret af utallige cases, som vi kan lade os inspirere af til at støtte mennesker i sorg – alle mennesker, uanset alder og udviklingstrin.
Bogens vigtigste pointe er for os tid. Hvordan skaber vi tid og rum til at arbejde med tab og sorg i en travl hverdag? Tid til samvær og samtaler. Tid til at lytte. Tid til at være der for den anden, fuldt tilstede, fuldt nærværende. 

Bogen er letlæselig og henvender sig såvel til fagpersoner som til pårørende. Det har været en fornøjelse at læse den.

 

Om forfatterne:
Susanne Hollund er tidligere leder, pædagogisk konsulent og underviser. Hun har arbejdet med mennesker med udviklingshæmning fra 1982 til 2012, hvor hun gik på efterløn.
Line Rudbeck er tidligere præst i Landsbyen Sølund. Begge interesserer de sig for at skabe de bedste leve betingelser for en gruppe af sårbare mennesker, nemlig mennesker med udviklingshæmning.

 

Se også Kommunikationscentrets kursus i Tab og sorg hos mennesker med udviklingshæmning

Hent en ”Værktøjskasse til sorgplaner" 



Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter