Udskriv

Projekt får afasiramte tilbage til skærmen

{tekstblok_ved_indlejret_video}
Hjemme i Slangerup sad den pensionerede Jan Simonsen og savnede mailkontakt med nære og kære - han havde ikke rørt ved en computer siden han for 4 år siden blev ramt af apopleksi. I den anden ende af byen gik den politisk engagerede Ann Munk med tanken om at gøre den forskel i samfundet, der handler om at tage et personligt medmenneskeligt ansvar. En snevejrsdag i februar sidste år krydsede deres veje hinanden.
Ann og Jan

Af kommunikationsmedarbejder Hanna Fritzson, 10. juni 2013

Ann og Jan er begge enige om, at de er ”et godt match”. Igennem et helt år har de hver 14. dag dannet makkerpar foran computeren hjemme hos Jan. Ann som frivillig hjælper og Jan som den, der på ny har skullet indlære nogle af de computerfærdigheder, som apopleksien har taget fra ham.

It-frivillige støtter afasiramte

De to mødtes på baggrund af projektet ”It-frivillige støtter afasiramte”.  Et samarbejde mellem Hjernesagen og Kommunikationscentret, hvor hensigten er, at gøre det lettere for afasiramte at fastholde deres sociale netværk via computeren. Bland andet via et forenklet e-mailprogram - Herbor, videotelefoni via Skype og andre billedbaserede programmer til kommunikation.

Afasi er græsk og betyder ”intet sprog”. Det er en sproglig forstyrrelse, som blandt andet kan opstå efter en blodprop eller blødning i hjernen. Mens evnen at tænke klart kan være intakt, bliver dét at tale, skrive og læse svært.  For enkelte er disse færdigheder helt forsvundet.  Telefonsamtaler og mailkorrespondance er oftest udelukket. Og det gør det vanskeligt selv at tage initiativ til kommunikation og at holde sociale kontakter ved lige.  

Mulighed for at gøre en forskel

Ligesom mange af sine skæbnefæller ønskede Jan en større kontakt med familie og venner i hverdagen.  Derfor sprang han til, da han hørte om projektet via sin genoptræning på Kommunikationscentret i Hillerød. For Ann startede det hele på jobbet med en annonce, der efterlyste it-frivillige. Samfundsetisk føles det rigtigt at yde hjælp, hvor der ellers ikke er hjælp at få. 

”Jeg tænkte, at hvis jeg kunne gøre en forskel for nogen, der var blevet isoleret efter at have været syge, så var dette en mulighed.” 

Computerfærdigheder forsvandt med blodproppen

Fra sin tidligere ansættelse i Securitas var Jan hjemmevant på computeren. Det ændrede blodproppen på. Efter den kunne han ikke længere finde rundt i computerens funktioner og huske, hvor han skulle trykke for at komme videre.
I dag går Jan igen regelmæssigt ind på sin mail.
”Jeg har mange søskende, og det er meget rart at høre, hvad de har at sige,” siger han, og fortæller, at der da også løbende kommer mails i indbakken fra nogen af de 20 kontaktpersoner, Ann har hjulpet ham med at oprette.

Med viden og sund fornuft

”Jeg fik hurtigt at vide, at det var Jan, jeg skulle hjælpe,” fortæller Ann. ”Så vi kørte sammen til det første netværksmøde. Det var vinter, kan jeg huske, det sneede. Efter mødet aftalte vi, at jeg skulle fortsætte med at komme, så snart jeg havde været på kursus.”

Ann har sammen med 14 andre frivillige deltaget på kursus, hvor hun har lært særligt tilpassede programmer som Herbor, Skype og CanConnect – et program, der gør det let at ”skype” for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser. Og så fik hun viden om hvad man skal tænke på i kommunikationen med nogen, der er ramt af afasi.

Ann synes, at hun på kurset fik god indføring i it-værktøjerne. Og en bred viden om de mange former for afasi. Men netop fordi afasien varierer i grad og udtryk fra person til person, og man ikke kender den, man kommer ud til, er det samtidig svært at huske de mange informationer, mener hun. ”Man må bare ud og bruge sin sunde fornuft.”

vejledning

Trin for trin uden pres

Og det har Ann været god til, hvis man spørger Jan. En stor hjælp til mailprogrammet Herbor har været den enkle vejledning, som Ann har udarbejdet for ham. Billede for billede med angivelse af, hvor han skal trykke. Den har givet støtte på det helt rigtige niveau. 
Og så har Jan fået plads til selv at styre tempoet.
”Ann og jeg har bare taget stille og roligt, og så kom vi frem til noget. ”
Ann samstemmer. ”Det tror jeg er vigtigt, at der ikke er pres på.”

Små syvmileskridt

Jan ville jo gerne kunne lære at skrive igen. Men som han tørt udtrykker det: ”Man kan jo ikke lave om på hjernen, vel.” Så han er godt tilfreds med, hvad han har opnået. 
Med projektet har han fået noget, der er næsten lige så værdifuldt.  Nemlig modet og lysten til at sætte sig ved computeren igen. For selv om han stadig skal have sin kones hjælp til at formulere sig skriftligt, er der meget han nu kan klare selvstændigt.  Han går egenhændigt ind på computeren, læser selv sine mails med oplæsningsprogrammet i Herbor, og sender selv forhåndslavede hilsner til venner og familie.  Og så har Ann hjulpet med at lægge link ind til netaviserne, så Jan kan få nyheder læst op. Til det bruger han gratis-app’en ”Adgang for alle”.

Ann og Jan

Tiltro til nye kompetencer

”I starten kunne jeg ikke lave noget af alt det der. Det er gået meget godt,” siger Jan.
Faktisk så godt, at Jan føler sig parat til at afslutte forløbet. Og han er ikke bekymret for at gå i stå: 
”Hvis jeg er i tvivl om noget, så ringer jeg til Ann. Så hjælper hun mig.”

Ann indskyder, at Jan nu ikke har haft brug for det endnu.

”Jeg ved det, fordi jeg har fået mails og hilsner. Og når jeg har skrevet til dig, har du svaret ret hurtigt. Jeg kan godt huske, at du i starten havde problemer med at logge på. At huske password og finde bogstæverne på tastaturet. Nu gør du det bare,” siger hun, og Jan ser tilfreds ud.
Han vil da også gerne anbefale andre i samme situation til at modtage denne form for it-støtte:

”Det er en god idé i hvert fald.”

Læs mere om projektet her.

Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter