×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 985
Udskriv

Ord der vil ud

{tekstblok_ved_indlejret_video}
Hvert år fødes to ud af hver tusind nyfødte med læbe-ganespalte (lgs). En gane, som ikke er nået at vokse sammen før fødslen, gør det svært for barnet at lære at tale, og langt de fleste tilfælde kræver op til flere kirurgiske indgreb. Såvel før som efter operation har forældre til disse børn behov for at vide, hvordan de kan støtte op om børnenes sproglige udvikling. Derfor modtager forældrene vejledningsbesøg af en amtslig talepædagog i løbet af barnets to første år efter visitation fra kommunen.

Af Hanna Fritzson, kommunikationsmedarbejder, Kommunikationscentret

 

Fakta om læbe-ganespalte

Lgs skyldes formentlig et samspil mellem arvelige og miljømæssige faktorer, og er en af de hyppigste medfødte misdannelser.

Gruppen lgs kan inddeles i:
• Læbespalte med eller uden ganespalte
• Isoleret ganespalte
• Læbe- og/eller ganespalte med andre typer af misdannelser

Spalten kan være enkel eller dobbeltsidig.

 

Har dit barn brug for støtte til udtale og sproglig udvikling? Se alle vore ydelser her.

Susanne Hamburger ved hvilke spørgsmål, nybagte forældre til et barn med læbeganespalte tumler med. Hun er en af amtets talepædagoger på Kommunikationscentret og har i en årrække taget på vejledningsbesøg i disse familiers hjem. Første gang når barnet er 6 måneder, og så igen ved 12, 18 og slutteligt 24 måneders alder.


”Forældrene er bekymrede for, hvad en læbe-ganespalte vil betyde for deres barns udvikling, især om barnet vil lære at tale”, siger Susanne.


Nogle af disse børn vil opleve vedvarende symptomer i form af snøvlen. Men, som hun fortæller forældrene, er der også dem, som slipper for gener, når de taler.
Træning af talen kan dog først ske efter, at børnene får lukket ganen gennem operation.
”Så lang tid al luft kommer ud af næsen, kan børnene nemlig ikke producere lydene,” forklarer Susanne.

Også forældrene ’sprogtrænes’

Hvornår børnene er færdigopereret varierer. Ved svær dobbeltsidig ganespalte kan det tage op til tre år før ganen er vokset så meget, at en endelig operation med lukning af ganen kan lade sig gøre.
Fokus på den basale kommunikationstræning er derfor afgørende for barnets udvikling. På første vejledningsbesøg lærer Susanne forældrene bl.a. hvor vigtigt det er at give barnet plads.


”I bedste mening kan nogle forældre have lidt for travlt og kommer til at forcere en respons hos barnet. Disse børn har brug for tid”, forklarer Susanne, imens hun med ansigtsmimik og stemme viser, hvordan forældrene kan svare babyens pludren ved at øve skiftet ’din tur - min tur’.

Links

Landsforeningen for læbe-ganespalte: www.llg.dk
Tale- og Høreinstituttet: www.thi.dk

 

Anne er født med læbe-ganespalte
Samtale-bog til børn om at være født med læbe-ganespalte - med information til de voksne bagerst i bogen.


Bogen er udgivet i 2005 af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Landsforeningen Læbe-Ganespalte.

Bestilles hos Komiteen for Sundhedsoplysning: www.sundhedsoplysningen.dk

Tungemotorik og læbemassage

I samspillet med barnet lærer forældrene, at det også er vigtigt at stimulere barnets ansigt.
”Børnene har brug for at få stimuleret mundens muskler og motorik, da en åben gane begrænser mundens bevægelighed”, siger Susanne.


For at gøre barnet interesseret i at bruge munden kan forældrene række tunge, imitere eller spille på læberne. "De kan også henlede opmærksomheden på barnets læber ved at massere dem blidt”, foreslår hun.

Den pegende gestus

På det andet vejledningsbesøg vurderes barnets sprogforståelse.
”En milepæl i barnets sprogudvikling er den pegende gestus. Et barn, der peger, har forstået at alle genstande har et navn. Normalt sker det ved 9 måneders alderen, så hvis barnet ikke peger, viser jeg, at barnet kan få genstandene ved at pege på dem, enten med blikket eller hånden,” siger Susanne.
Derfra er der ikke så langt til de første forsøg på tale.

’Ba’ for far

De fleste lyde dannes i mundhulen og kræver et lukke op til næsen. Operationerne gør det muligt rent fysisk at frembringe de forskellige lyde, men børnene skal først opdage at bruge dem.
De første forsøg på ord kan være svære at opfatte. Det kræver forældrenes fulde opmærksomhed, men også deres anerkendelse.
”Når barnet siger noget på den samme måde hver gang, så er det selvfølgeligt et ord - barnets mulige ord. Oftest siger barnet faktisk mere, end hvad mor eller far tror”, siger Susanne.
Fra anden vejledningsgang hjælper talepædagogen med at få overblik over barnets aktuelle ordforråd. Ikke mindst for forældrenes skyld:


”Det at tro på sit barn har positivt afsmittende effekt. Og forandringen i synet på barnets kompetencer er ofte mærkbar, når forældrene sort på hvidt ser, hvor mange ord barnet rent faktisk bruger."

’Bid i læben’ - lyden

På tredje vejledningsbesøg, når barnet er 18 måneder gammelt, bliver forældrene instrueret i, hvordan de kan træne barnets udtale. Det skal ske gennem leg, for det vigtigste er at bevare barnets lyst til at udtrykke sig.


”Hvis barnet skal have et f frem, så viser jeg, hvordan man kan gøre det ved at bide sig selv i læben og puste. Så kan man kaste med en bold imens man siger forskellige lyde med f eller man kan lyde som toget: 'Fuu! Fuu!'. Under højtlæsning kan navnene på personerne i billedbøgerne laves om til at begynde med den bogstavslyd, man vil træne,” foreslår Susanne.

Fra ord til sætning

Lydtræning såvel som træning af mundmotorikken fortsætter med at være vigtige områder for vejledningen. Men altid på barnets præmisser.
”Det er vigtigt at rette barnets udtale indirekte. Hvis barnet siger ’gil’, svarer man: ja, det er en bil,” forklarer Susanne.


Talepædagogen kigger på såvel talen som sprogforståelsen. Ord kommer til og bliver til korte sætninger. Ved to års alderen, kan børn selv lave sætninger på op til tre ord og forstå flere handlingsanvisninger i en sætning.
”Fra ’Hvor er bolden?’, kan man øve: ’Kan du hente bolden ude i køkkenet?’ Hvis barnet har vanskeligheder ved det, så må man øve ting som: ’Put klodsen i kurven’ og ’Gå ud og hent støvlerne’. Det er vigtigt at udpege de enkelte genstande og ikke selv at tale i for lange sætninger”, er et af Susannes råd til forældrene på fjerde vejledningsbesøg.

Brug af tegn

Hvornår man træner hvad med barnet er individuelt bestemt. Men tydelig mimik og klare kropssignaler er altid nødvendigt. Ikke mindst i de tilfælde, hvor hørelsen er nedsat på grund af væskedannelse i mellemøret. Det sker ofte som konsekvens af den slappe svælg- og ganemuskulatur. Da kan det være nødvendigt også at kommunikere med tegn.
Susanne anbefaler alle forældre at bruge tegn, men især, hvis barnet har de komplicerede former for spalter.


”Det kan være svært for forældrene at vænne sig til, men resultatet er i sig selv overbevisende,” siger Susanne.

Hun fortæller om en dreng på halvandet år, som selv har været med til at finde på egne tegn:
”Med tegnene kan denne dreng sige, hvad han vil have, men han kan også fortælle andre om sin verden. For eksempel kan han fortælle om Peter, der har en motorcykel, ved at vise et tegn for styrthjelm.”
Forældrene er ofte bange for, at børnene vil erstatte talen med tegn. Men Susannes erfaring er, at ordene venter på at få lov til at komme frem. ”Og når det sker, så falder tegnene væk.”

 

Læs mere:
Kirsten Haubroe Vilting (Red.): Læbe-ganespalte. En bog til familien, Munksgaard Danmark, 2003.

Birthe Pedersen og Vibeke Manniche (Red.): Babytegn. Tal med dit barn før det kan tale, Forlaget Liva, 2004.
(Oversat fra engelsk efter ”Baby signs”, en bog af Linda P. Acredolo og Susan W. Goodwyn.)

 

Tirsdag, 4. april 2006

Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter