×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 985
Udskriv

Da hjernen sagde stop - de tændte et lys

{tekstblok_ved_indlejret_video}
Frede Ask har arbejdet med denne artikel i taleundervisningen sammen med Kommunikationscentrets talepædagog Lise Witthaus. Fredes grundholdning har i hele genoptræningsforløbet været, at det er en god ide at sige til sig selv ”Det kan lade sig gøre!” Sproget i artiklen er Frede Asks eget.

Af Frede Ask, fhv. Vicegeneraldirektør inden for telekommunikation i Frankrig

 

Betinas flotte billedordbog til sin farfar

En ordentlig lussing

Der skete det, at jeg fik en hjerneblødning i 1999 kort efter, at jeg var gået på pension.
Og det var en ordentlig lussing, jeg fik der.
Jeg kan tydeligt huske den dag, det skete.
Pludselig begyndte jeg at vrøvle fuldstændig vildt.
Da jeg kom hjem til lejligheden, kunne jeg ikke finde ud af at låse mig ind.
Det klarede viceværten. Jeg tror, han troede, at jeg var fuld.
Gid det var så vel.

Betinas flotte billedordbog til sin farfar

Så husker jeg ikke mere, før jeg lå på hospitalet, så jeg har sandsynligvis været bevidstløs. Jeg kunne ikke bevæge mig.
Jeg sagde til mig selv, gad vide om jeg er død.
Det lyder som en dårlig vittighed, men ikke desto mindre tænkte jeg som den store filosof, Descartes: ”Je pense, donc je suis”, ”Jeg tænker, altså er jeg.”
Jeg kunne ikke sige noget som helst andet end en lille mærkelig lyd ”ty ty”.

Så kom min kone Jytte.
Lægen sagde til hende: ”Madame Ask, vi kan lige så godt være ærlige over for Dem, det er ikke sandsynligt, at Deres mand kommer til at tale igen.
Vi har nemlig scannet Deres mand, og hjerneblødningen har ramt lige præcis i talecentret.”
Min tidligere chef ringede til mig på hospitalet.
Han sagde til mig, ”Kære Frede, jeg ved, at du ikke kan tale, og det er noget
forfærdeligt, der er sket med dig, men du skal vide, at jeg beder for dig.”

Humoren

En anden af mine kolleger sagde: ”Monsieur Ask, jeg er sikker på, at De klarer denne situation, fordi De har Deres humor.”
Stadigvæk kunne jeg ikke sige et eneste ord.

Så gik der et par uger.
Der var et billede på stuen, som jeg lå og kiggede på.
Og Jytte spurgte: ”Kender du motivet?”. Nej, det var ikke det. ”Synes du det er pænt?” Heller ikke det.
Pludselig sagde Jytte:” Ah, nu ved jeg det! Billedet hænger skævt!”
Så sagde jeg: ”Ja, sgu”!
Og de ord vil jeg huske til mine dages ende.
Jytte græd af glæde, og hun gik hen til en sygeplejerske og sagde:
”Min mand har sagt et ord.” Sygeplejersken spurgte interesseret: ”Hvad har han sagt?” Jytte svarede noget i retning af ” Oui, merde!”
Jytte bryder sig ellers ikke om, at man bander, men denne dag var det ok.

Jeg bemærkede, at akustikken i mit hoved var anderledes, så det gik pludselig op for mig, at det var første gang, jeg havde sagt noget bortset fra dette tåbelige ”ty ty”.

De tændte et lys

Michael og Gitte, Torben og Henrik kom på besøg sammen med vores børnebørn, og da de havde fået at vide, at det ikke var overhængende, tog de et par dage i Paris først. De besøgte Notre Dame katedralen, og vores barnebarn Terese sagde, at hun gerne ville tænde et lys, så ”farfar kan blive rask”. Lillesøster Betina sagde ”Det vil jeg også. Og jeg har pengene til det fra mine lommepenge.” Terese sagde ” Husk at du skal knæle, hvis du ellers ved, hvad det er for noget.” ”Det ved jeg da godt, det har jeg lært i danseskolen”, svarede Betina. Terese sagde ” Det er rigtigt, men husk at du skal ikke danse.”
Ved den lejlighed kom Betina med en meget flot billedordbog til mig, som hun selv havde lavet.
Hun sagde ”Sådan, nu kan farfar begynde at læse igen”.

Da jeg var færdig på hospitalet, havde jeg ingen fysiske men.

Synet

Siden 1999 har jeg haft 4 hjerneblødninger i alt, to store og to små.
Det turde være nok!
Den sidste havde jeg i begyndelsen af 2005, hvor det er gået ud over øjnene.
Når jeg så mig i spejlet på Rigshospitalet, kunne jeg ikke se mit eget ansigt i detaljer, og jeg kunne heller ikke genkende personer.
Men heldigvis så vidste jeg, hvem jeg var!
Inden jeg ”kom på fri fod”, blev jeg trænet i trafikken.
Da jeg kom hjem, gjorde Jytte et nummer ud af at tage noget iøjnefaldende tøj på, når vi gik ture, f.eks. en rød jakke, så jeg kunne kende hende, når vi gik i byen.

Talen

Jeg er faktisk kommet til at tale godt igen efter flere års intens taleunder-visning i Frankrig og Danmark.
Forleden dag kom min søn, Michael og jeg til at diskutere et emne. Vi var ikke enige, men vi skændtes bestemt heller ikke. Så sagde Michael til mig: ”Ved du hvad far, det er første gang, at du nu kan diskutere.”
Jeg glæder mig hver eneste gang, jeg finder nye ord og vendinger, men jeg kan desværre ikke læse dem nu.

Jeg har holdt mange foredrag i forbindelse med mine jobs og også mange taler.
Jeg har fundet en måde, som jeg klarer det på nu, og som gør, at jeg kan være afslappet. Det går ud på, at jeg har en seddel med stikord på. Jeg skriver de første 3 bogstaver i hvert ord f.eks. hun…(hund), sko...(skole) og gam…(gammelklog).
Jeg skriver store blokbogstaver og ”tracer” med fingeren for at læse, hvad der står, og så kan jeg huske ordene.
Min hukommelse er bedre end nogensinde.

Hverdagen

Man kunne spørge, hvad jeg bruger min tid på nu?
Jo, jeg går mine ture, og der møder jeg ofte nogle mennesker, som er meget interessante at tale med. Jytte har fortalt mig, at jeg skal lade være med at komme med mit sygehalløj, for det er der ingen, der gider høre på.
Jeg hører radio og lydbøger og ser TV. Vi har fester og familiehalløj og har det gevaldig sjovt med børnebørnene.


På kommunikationscentret har man en fantastisk god synskonsulent, nemlig en herre med det gode navn Hans Hansen.
Han tager nogle ture med mig, hvor vi kører med bus og tog, fordi jeg skal øve mig i selv at finde vej.
Han sørger for, at jeg ikke dummer mig alt for meget, så jeg ikke kommer til Århus i stedet for Skævinge.
Jo, jo, monsieur Hans er en fin fyr.


Bare jeg kan tale og gå mine ture så er det andet småting, men jeg glæder mig alligevel til, at jeg på et tidspunkt kan se lidt bedre, og en dag kan jeg måske læse igen, man ved aldrig!


En gang imellem dummer man sig - med eller uden hjerneblødning, og så er det rart at kunne sige til sig selv, som englændere gør:

You can’t win them all!

 

 Vil du vide mere om Sprogundervisningen?

Læs om hvordan talepædagog Lise Witthaus gør brug af den personlige historie til træning af skrift og tale. Klik her.

 

Tirsdag, 16. januar 2007

Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter