×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 985
Udskriv

Sproget skyder knop på Blomsterhusene - storstilet satsning på kommunikationsteknologi til talehæmmede

{tekstblok_ved_indlejret_video}
Flere situationer, hvor de selv kan bestemme og mulighed for kontakt med venner og familie på daglig basis. Sådan kan fremtiden meget vel se ud for beboerne på botilbuddet Blomsterhusene i Gentofte kommune. Blomsterhusene er et botilbud for mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.

Af Hanna Fritzson, kommunikationsmedarbejder, Kommunikationscentret

 

nne Marie får hjælp til at sende og læse mails. Her på dagtilbuddet Sandtoften.

Anne Marie, der bor på ”Rosen” i Blomsterhusene, er allerede godt i gang med at bruge IKT. Hver morgen har hun mulighed for at gå ind på sin mail. I øjeblikket mailer hun med sin ledsager, der holder ferie på Hawaii, sin søster og flere andre. Uden adgang til kommunikationsteknologi, ville Anne Marie, der er spastisk lammet, have haft svært ved at tage initiativ til kontakt.
Nu har hun sit eget sociale netværk. Alt hvad det kræver, er lidt støtte fra personalet.

Projekter for øget medbestemmelse og deltagelse

I en storstilet satsning på kommunikationsteknologi har Gentofte kommune iværksæt projekter på 12 specialpædagogiske tilbud. Projekterne forløber over et år. På Blomsterhusene gik man i gang i efteråret 2009. Tanken er, at brug af specialtilpasset teknologi i den pædagogiske praksis skal styrke medbestemmelse og deltagelse hos beboere som Anne Marie.

”Anne Marie får en besked, som bliver læst op for hende af computeren. Og det er hendes besked. Vi skal åbne mailen og skrive for hende, men hun bestemmer selv, hvem hun vil sende mail til. Det har været en superoplevelse, virkelig så nemt,” fortæller teamleder for ”Orkidéen”, Jannie Frost, begejstret om forløbet.

Kommunikationsteknologi uanset handicap

I løbet af 2010 bliver personalegrupperne undervist i forskellige typer af kommunikationsteknologier, hvordan de kan bruges, men også målet med at bruge dem.
”Særlige” it-løsninger, der er udviklet til målgruppen for at kompensere for funktionsnedsættelsen, ligger ligefor. Fx computere programmeret med syntetisk tale, hvor brugeren ved hjælp af 0-1 kontakt selv kan pege på et billede på skærmen og fortælle, om han vil have spegepølse eller ost på maden. 

Henrik er en af de i alt 40 beboere, der får glæde af kommunikationsteknologi. Med en 0-1-kontakt skifter han selv side i billedbogen på computeren.

Men det handler også om at kunne tilbyde beboerne almindelig kommunikationsteknologi. Teknologi, som de fleste borgere i dagens Danmark nødigt ville undvære, fortæller underviser på projekterne, kommunikationskonsulent Michael Hjort-Pedersen fra Kommunikationscentret, specialpædagogisk center i Hillerød.

Pædagogikken i højsædet

”Mennesker med handicap skal ikke snydes for den samme glæde, vi andre har ved fx at sende mails, fremvise digitale fotos og gå på Skype,” siger han. Men han understreger også, at teknologien blot er selve redskabet: ”Teknik og pædagogik hænger sammen, det er ikke teknikken for teknikken skyld, men pædagogikken, der skal i højsædet.”
Og det falder i god jord hos Jannie og kollegaen Lotte Jørgensen fra huset ”Rosen”. De to teamledere og ditto ildsjæle har påtaget sig opgaven at være tovholdere for implementering af IKT i botilbuddets 5 huse. Det er dem, der skal holde personalet på sporet - motivere når teknikken driller og bidrage med idéer til udviklingsområder for de enkelte beboere.

10 minutter hver dag gør forskel

”Kommunikation med vore non-verbale beboere har altid været en af Blomsterhusenes kerneydelser, så vi tog det her som et godt startskud til at der kunne ske noget helt konkret,” siger Lotte Jørgensen, og får medhold af sin kollega.
Inden året er omme, skal hver beboer som minimum have adgang til ét nyt kommunikationsværktøj, som er nøje udvalgt og tilpasset til netop den enkeltes kommunikation.
”Der skal arbejdes målrettet med kommunikationen hver dag. Men det må ikke være tidskrævende for personalet, det har vi ikke ressourcer til. Derfor prøver vi at indføre teknologier i de arbejdsopgaver, medarbejderne alligevel skal lave. Det kan være når billedbogen fra den sidste fødselsdagsfest skal udarbejdes eller dagbogen mellem hjem og skole, ” siger Lotte Jørgensen. 
Computer og andre redskaber kommer til at være lige ved hånden, når der er brug for dem.
”Vi opretter en arbejdsplads inde i hver stue med lamineringsmaskine, printer, sakse - alle de ting der er brug for. Så er det bare at gå på computeren, mens beboerne sidder med rundt om”, tilføjer hun.
”Har man 10 minutter, så er det muligt,” konkluderer kollegaen Jannie Frost.

 

Fredag, 18. juni 2010

Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter