×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 985
Udskriv

Mere snak i klassen, tak!

{tekstblok_ved_indlejret_video}
Ingen er født til at tale ’talemaskinsk’, så talemaskinen er på mange måder et kunstigt hjælpemiddel for de børn og unge, der skal lære at bruge den. Det mener Kommunikationscentrets talepædagog Anne-Lise Fich. Derfor er det nærmiljøets opgave at gå ind og vise barnet, hvad en talemaskine kan bruges til. Nemlig kommunikation. Og den må som al anden kommunikation gerne være spontan.

Af Hanna Fritzson, kommunikationsmedarbejder, Kommunikationscentret

 

Michael, 16 år, går i gruppe 2F i Grydemoseskolens team V, Espergærde.

Fra talepædagogens logbog

”Jeg er i klassen for at skrive i børnenes kontaktbøger. Michael sidder ved bordet med sin talepc plus en Alpha Talker plus en GoTalk20 omkring sig. Altså: han har skrabet til sig af de [andre børns] maskiner, der er indenfor rækkevidde. Han bruger alle tre maskiner på skift og finder frem til de felter, han kan bruge. Da jeg kommer ind i klassen, trykker han mit navn, og jeg siger ’hej Michael’. Han fortæller om teater på lørdag, om sin mor og om sin ven Emil. Jeg tilbyder, at lægge nogle nye felter ind på hans egen maskine, da han åbenlyst mangler nogle og derfor bruger af de andre børns. Efter et stykke tid siger jeg til Michael: ’Nåh, Michael, nu skal jeg gå, vi ses i morgen’. Han kigger op og giver mig hånden for at sige farvel.”

Talepædagog Anne-Lise Fich kigger op fra sine notater og blinker et par gange. Selv om hun er en erfaren talepædagog, kan hun stadig blive berørt af det storartede i situationen. At stå og småsludre med Michael på denne måde ville for blot få år siden have været utænkeligt.

Michael i dialog.

Michaels fremskridt

Michael er 16 år og går på specialskolen Grydemosen i Espergærde. Han har ikke noget talesprog og kan ikke så godt bruge tegn på grund af spasticitet i arme og hænder. Michael forstår dog meget mere, end hvad han selv formår at give udtryk for. For halvandet år siden fik Michael bevilget en talecomputer.

”Det er svært ikke at blive revet med, når man har oplevet de fremskridt Michael har gjort. Fra at have været en yderst tilbageholdende og genert dreng, er Michael blevet mere direkte. Kontakten med omverdenen er også meget mere personlig,” fortæller Anne-Lise, som har undervist Michael og givet konsultativ bistand til hans lærer.

Blev ved og ved

I begyndelsen var der intet, der tydede på at Michael skulle nå hertil i sin kommunikative udvikling. Tværtimod. 
”Da Michael fik bevilget sin talecomputer, havde han slet ikke lyst til at beskæftige sig med den. Kun i meget afmålte situationer. Og det er egentlig ikke så mærkeligt. Han havde i hele sit liv kommunikeret med lyde, nogle tegn, pcs-symboler og sit kropssprog. Derfor har det været utrolig vigtigt, at Michaels lærer og jeg har troet på det. Og blevet ved og ved,” siger Anne-Lise.

Plads til spontanitet

Omdrejningspunktet har netop været det tætte samarbejde med Michaels lærer Mila Stanojevic, som målrettet har inddraget børnenes talemaskiner i den daglige undervisning. Mila har givet plads til kommunikationen, fortæller Anne-Lise, som mener, at det netop er dét, der skal til:

”At træne sproglige begreber, farver og størrelser er én ting, kommunikation noget andet. Min egen kæphest er, at undervisning i kommunikation kun kan foregå i situationer, der er relevante for eleven. Jeg kan finde på at kalde det uformel undervisning for at understrege betydningen af, at vi i klassen skaber et miljø, hvor der er plads til den spontane kommunikation."

Ægte kommunikation efterlader ingen tvivl

For Anne-Lise Fich er dette undervisningens kerne: At være lydhør og give umiddelbar respons på talemaskinbrugerens egne initiativer til kommunikation. Men også aktivt at vise, hvordan og hvornår talemaskinen kan bruges. At man som fagperson tager initiativet til at arbejde med talemaskinen, når brugeren ikke selv gør det.

”Man bør være åben over for at gribe de små ting, der kan ske. Selvfølgelig skal det, man har tilrettelagt også fungere, men når det handler om kommunikation, så er det alt det andet, der får det til at leve. Man kan jo se på Michaels ansigt, når det er ægte, så man er ikke i tvivl om, hvornår det er, at man kommunikerer,” siger hun.

 

Tirsdag, 21. december 2010

Denne hjemmeside bruger cookies. / This site uses cookies. Hvis du klikker videre på siden, siger du ja til vores brug af cookies.
Jeg accepterer cookies fra dette website:
Accepter